Tuesday, November 10, 2015

Sabbatical

Jeg fik en gave af eBay i år: sabbatical; fire uger fri, hvori jeg ville lade op og få ny energi, ny inspiration og ny indsigt.


Kalender

Jeg overvejede at holde sabbatical enten i forlængelse af sommerferien eller om efteråret.

Hvis sabbatical blev i forlængelse af sommerferien, ville det have givet mig fri i hele skoleferien.

Hvis sabbatical blev senere, kunne den lægges midt i perioden som strækker sig fra sommerferien i starten af august og indtil juleferien i slutningen af december. Sabbatical kunne lægges i kombination med skolernes efterårsferie. Vi ville desuden have mulighed for at besøge sydligere breddegradder på en køligere årstid med temperaturer et godt stykke under 30 grader.

Det endelige valg blev sabbatical fra slutningen af september til slutningen af oktober.



Blank

Hvad ville jeg lave i sabbatical?

Det ville blive anderledes end sommerferierne.

Jeg ville gerne et par uger sydpå sammen med familien, til Italien.

Jeg ville være alene i en periode. Jeg havde en idé om at tage alene et sted hen i Danmark.


Weekend

Jeg kørte hjem med toget. Jeg slukkede for mails, kalender og meddelelser.

Vi købte en bil; den gamle var blevet afvist ved syn. Vi kørte en tur og fejrede sabbatical og at have en bil igen.

Vi tog i svømmehallen og svømmede i det varme vand, og Karoline sprang fra vippen ud i det dybe vand.

Vi spillede kalaha og "gæt hvem du er".



Badebroen

Jeg tog til Fyn og boede i et ødehus. Der var træ og fugle og sol og vand. Der var intet tv, intet wifi, intet stereoanlæg og ingen computer. Jeg slukkede for telefonen.

Jeg gik ned til stranden. Jeg satte mig på en bænk på en badebro. Jeg så ud over bugten.

Jeg gik langs kysten, ind i landet, gennem skovene, gennem marker, forbi grise og køer og heste og hjorte, op til en fredet bakketop med udsigt over skovene og markerne og havet.

Jeg løb hen til evighedstræerne. Vandet strømmede ud af skoven. Et egern krydsede bækken.

Jeg lukkede øjnene og trak vejret hundrede gange.

Jeg så fortid og fremtid flyde sammen i dette øjeblik.

Sommeren fortsatte ind i oktober.

Uro dukkede op. Jeg tegnede et kort over uroen, og så på de forskellige områder.

Jeg mediterede. Meditation opløser verdens larm og uro, og trækker sløret bort fra evighedens fred og harmoni.

Her er jeg. Tanker og uro placerer jeg i kasser rundt omkring mig. Jeg kigger på en kasse og ser det stikke ud i flere retninger. Jeg sætter kassen lidt til siden. Her er jeg, og dér er tanker og uro.

Jeg visualiserede. Visualiseringer helbreder, og giver svar på mine spørgsmål, som oraklet der retter mit blik indad i mig selv for at finde svaret.

En dag blev det blikstille, hverken vind eller vand eller dyr eller menneske hørtes. Vandet var blankt, og krabber og søstjerner gled lydløst under mig.

Jeg bekymrer mig ikke om hvad der sker.



Italien

Vi fløj til Italien. Karoline og William jublede over deres første flyvetur. Vi kørte i taxi med Joe. Vi sang "Vi ser aldrig Joe igen, han er kørt til Barcelona".

Vi boede i Firenze. Vi så byen og broen og kuplen. Karoline og William kørte i karrusellen på torvet. Vi så byen fra de små busser i de smalle gader. Vi fandt isboderne. Vi lo ad gøgleren på pladsen og ad dem han lavede sjov med.

Vi legede på alle legepladserne. Vi spiste pizza og pasta. Janne bagte italienske boller. Vi sagde "Ciao Bella" og "Buon Journo Bambini". Vi hoppede af overraskelse over firbenene på muren.

Senere boede vi på et lille bjerg. Vi svømmede i "svømmingpoolen". Vi vågnede da tordenen rullede over bjerget. Vi kælede for den kælne kat. Vi gav vand til den sultne hund.

Vi besøgte Lucca og Pisa og Fosdinovo. Vi cyklede på bymuren. Vi så det skæve tårn. Vi så havet fra borgen på bjerget. Vi begravede pinde i havet og reddede dem igen. Vi slingrede op i tårnet. Karoline og William gik op og ned ad de trappetrin vi gik forbi.

William havde 30 legoklodser med i sin kuffert. William og Karoline byggede trapper og huse og mennesker og dyr og flyvemaskiner og biler.



Odder

Vi fløj hjem.

Vi pakkede sandaler og solbriller væk. Vi tog halstørklæde og hue på.

Karoline og William kastede sig over legoklodserne. Nu var der mange klodser, ikke bare 30, og den kreativitet, der var blevet udfordret og endevendt med 30 klodser, havde nu ingen grænser.

Vi blev forkølede. Forkølelsen forsvandt igen.

Karoline tog i skole. William tog i børnehave.

En morgen før skole stod Karoline op og sagde "Far, skal vi spille skak". Vi spillede skak og mølle.

Jeg slog det sidste græs inden vinter.

Evigheden hviler i hvert øjeblik. Børnene leger i stuen, bliver født og vokser.

Jeg samlede mine noter. Jeg gik en tur i skoven. Jeg gik en tur ved stranden. Jeg er bølgerne der vugger.

bølger mod kysten
smil og åndedrag
i himlen



Nu

Jeg hører musik i bilen. Jeg ser solen stige op over hesten i tågen. Jeg arbejder, jeg skaber, jeg lærer. Jeg ser månen over havnen.

Karoline siger "Godmorgen Far. Farvel Far. Vi ses til aftensmaden."


Galleri

Turister i Firenze

Firenze set fra Piazzale Michelangelo


Ponte Vecchio


Duomo Firenze


Havet set fra Fosdinovo


Borgen i Fosdinovo

Udsigt fra borgen i Fosdinovo

Det skæve tårn i Pisa

Duomo Pisa

Emaa

Piazza Anfiteatro

Olivenlund

Ved Lucca

Turister i Lucca

No comments: